Frelsens Hærs julehjælp løser ikke aktuelt fattigdomsproblem, men den redder julen for mindst 11.201 familier, der er hårdt pressede af priser på himmelflugt.
Ved julemånedens start havde 19.556 familier således søgt om julehjælp hos Frelsens Hær. Et antal, der er omtrent på samme rekordhøje niveau som sidste år – og en fordobling af antallet af ansøgere siden 2020.
Årsagen til udviklingen tilskrives især de himmelhøje fødevarepriser. De er nemlig ikke er faldet sammen med inflationen, siden den toppede for at par år siden. For økonomisk pressede familier betyder det en hverdag med tilbudsjagt og halvtomme køleskabe – og en jul, hvor mad på bordet og gaver under træet langt fra er en selvfølge.
Løser ikke stigende fattigdom, men redder julen
Selvom Frelsens Hær informationschef, Lars Lydholm, ser med stor alvor og bekymring på den stigende økonomiske ulighed, glæder han sig over, at det i år er muligt for Frelsens Hær at hjælpe flere til en god jul uden udsigt til tomme tallerkener på julebordet.
”Det, vi er vidne til, er jo et stigende fattigdomsproblem. Desværre har vi i Frelsens ikke mulighed for at redde folks økonomi, men vi kan redde deres jul,” siger han og peger på, at børnefattigdommen, efter flere års fald igen er steget i de senere år. Hvor der i 2015 var 43.000 børn, som voksede op i fattigdom, var tallet i 2023 vokset til over 49.500.
”Undersøgelser viser desuden, at børn i familier på overførselsindkomst jævnligt må undvære måltider. Realiteten er med andre ord, at mens mange risikerer at spise sig overmætte i julen, er der mennesker, som intet har at sætte på bordet,” påpeger han.
Behov for 13-14 millioner kroner for at nå i mål
For at Frelsens Hær kan uddele julehjælp til alle, der opfylder kriterierne, skal der i december indsamles 13-14 millioner kroner. Derfor ser man i disse dage mange af Frelsens Hærs indsamlere i gadebilleder. Håbet er, at også gavmildheden vil vise sig som en stigende tendens frem mod jul.
”Langt de fleste penge skal vi have samlet ind i december, forklarer informationschefen, der oplyser, at Frelsens Hær har fået tildelt 1,3 millioner kroner af Folketingets pulje til julehjælp. Der er således fortsat stort behov for donationer og gavmild støtte for at nå helt i mål.





