Uden Frelsens Hær, ingen ferie i år

Hver sommer har Frelsens Hær mulighed for at tilbyde lejrture til familier, der har modtaget Julehjælp. I år gik en af turene til Næsby Strand ved Slagelse, hvor børn og voksne nød et afbræk fra hverdag.

Sommeren toppede på mere end én måde i uge 29 i år. Temperaturen på land nåede op omkring de 25 grader, vandet 21 og maden blev serveret tre gange dagligt.

”Min søn og jeg har haft den mest fantastiske ferie, nogensinde. Stedet var lækkert og lå lige ned til stranden, og maden var helt sublim, ligesom på et hotel. Der manglede absolut intet,” fortæller en af deltagerne i årets familielejr.

Hun er enlig mor til en søn på 14, og fik tilbudt turen, fordi de modtog Julehjælp sidste år.

”Vi kom på krisecenter for et år siden og bor nu i en by, langt fra der, hvor vi flygtede fra. Jeg er på kontanthjælp og har ikke haft det store overskud til så meget, efter vi måtte flygte,” fortæller hun videre.

Redaktionen kender hendes navn, men af respekt for familiens situation, optræder hun uden, i denne artikel.

En mulighed for at slippe bekymringerne

Familielejren ved Næsby Strand er del af Frelsens Hærs Feriehjælp, en håndsrækning til familier, der kæmper med økonomien. Feriegæsterne betaler et symbolsk beløb, for at sikre deres deltagelse, men derfra er alting gratis, og ugen er fuld af tilbud til store og små. På den måde kan også forældrene slippe bekymringerne, for en tid.

”Det har været en befrielse for mig at være afsted. Alene det, at jeg ikke skulle tænke på mad! Derudover fik vi lavet en masse aktiviteter, som rundbold, fodbold, OL, svømmeture i havet og en tur til iskiosken. Det hele var planlagt af andre, hvilket har gjort, at min søn og jeg kunne slappe af og nyde hinanden,” fortæller hun.

Sønnen på 14 år manglede flere teenagere at hænge ud med, men har ellers også været begejstret for turen.

”Min søn har hygget sig rigtig meget. Han fik slappet af og bare nydt, at vi kom på en ferie her i sommers. Uden dette tilbud havde vi ikke været på en eneste ferie i år,” siger hun.

Tak til de frivillige

Skoleåret er begyndt igen, men familien har nu ferieminderne at tænke på, og et par enkelte billeder. For mobiltelefonen blev efterladt på værelset de fleste dage, forklarer moren, ’for at være fuldt ud til stede og få det hele med’. Til slut, understreger hun sin taknemmelighed.

”Det er vigtigt for mig at få takket alle de frivillige fra Frelsens Hær. De har gjort deres job til UG og sørgede for, at vi alle havde det godt. Hvis vi skulle være heldige at få et ferietilbud en anden gang, er vi klar til at tage af sted!”

Det er ikke muligt at ansøge om Feriehjælp fra Frelsens Hær, da det er et begrænset tilbud, vi giver til familier, der har modtaget Julehjælp.

Læs også