Vores tro

Frelsens Hær er en del af den universelle kristne kirke. Frelsens Hærs teologi bygger på Bibelen og de tre oldkirkelige bekendelser – den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse. Frelsens Hærs trosgrundlag er udtrykt i 11 specifikke læresætninger, som blandt andet afspejler dens udspring i metodismen.

Frelsens Hær har rødder i wesleyansk metodistisk tradition, og Frelsens Hærs grundlægger, William Booth, var ordineret præst i The Metodist New Connexion, en gren inden for Metodistkirken i England. Både ord og indhold i Frelsens Hærs læresætninger svarer således til The Metodist New Connexions trosartikler, som de fremstod i 1838.

Efter en årrække som præst i Metodistkirken brød William Booth i 1861, sammen med sin hustru, Catherine med Metodistkirken for at påbegynde en uafhængig prædikantvirksomhed. Dette lagde kimen til den bevægelse, der siden blev til Frelsens Hær.

Oprindeligt var deres intention ikke at skabe et nyt kirkesamfund, men blot at vende folk til de etablerede kirker. Men de nyomvendte, der typisk kom fra Østlondons slumkvarterer, skilte sig ud og følte sig ikke velkomne blandt de etablerede kirkegængere.

Under navnet Den Kristne Mission opstod således i 1865 en bevægelse omkring William og Catherine Booth, som især henvendte sig til disse kirkeløse folk. En bevægelse, der fra 1878 antog navnet Frelsens Hær og tog form efter militært forbillede. Frelsens Hær blev således ikke grundlagt på grund af dogmatiske lærestridigheder, men hviler på samme trosgrundlag som andre kristne kirker.

Alligevel adskiller Frelsens Hær sig fra hovedstrømmen af kirker på to områder, nemlig i synet på kvinders stilling i kirken og i synet på sakramenterne.

Alle lederpositioner og præstefunktioner var således fra begyndelsen i 1865 åbne for både kvinder og mænd. Med sin vægt på ligestilling og et positivt syn på kvindelige præster og prædikanter var Frelsens Hær således banebrydende, længe før man så kvindelige præster i andre kirkesamfund.

I Frelsens Hær forvaltes sakramenterne ikke, men vi tror på, hvad de symboliserer. Selvom dåb og nadver således oprindeligt var en del af Frelsens Hærs gudstjenestepraksis, gik man i 1883 væk fra dette. Det skete blandt andet som en reaktion mod formalisme, hvor ceremonier i sig selv ses som nådemidler. I Frelsens Hær betragter vi Kristus som det eneste, sande og oprindelige sakramente. Frem for symbolske handlinger lægges vægten i stedet på sammenhængen mellem tro og handling – hvor hele det kristne liv vidner om et ydre og synligt udtryk for en indre forvandling. Frelsens Hær er dog ikke imod dåb og nadver, hvorfor det står dens medlemmer frit at søge sakramentale behov opfyldt i andre kirkelige sammenhænge.

De 11 læresætninger

Da den Kristne Mission blev til Frelsens Hær i 1878, blev Frelsens Hærs troslære defineret og stadfæstet i 11 læresætninger. Et bekendelsesgrundlag, der hviler på såvel Bibelen som arven fra Metodistkirken.

Når man tilslutter sig Frelsens Hær som soldat, bekræfter man derfor i ’soldatererklæringen’, at man vil tro på og leve efter Guds ords sandhed, som den er udtrykt i Frelsens Hærs 11 læresætninger:

Vi tror, at Det gamle og ny Testamentes skrifter er inspireret af Gud, og at de alene udgør den guddommelige rettesnor for kristelig tro og kristeligt liv.
Vi tror, at der kun er én Gud, som er uendelig fuldkommen, at han er alle tings skaber, opholder og styrer og den eneste værdige genstand for religiøs tilbedelse.
Vi tror, at der i guddommen er tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, uadskillelige i væsen, ligestillede i magt og herlighed.
Vi tror, at i Jesus Kristus er den guddommelige og menneskelige natur forenet, så han er virkelig og sand Gud såvel som virkeligt og sandt menneske.
Vi tror, at vore første forældre skabtes i uskyldig tilstand, men at de ved ulydighed mistede deres renhed og lykke, og at alle mennesker som følge af deres fald er blevet syndere og ganske fordærvede og som sådan med rette udsat for Guds vrede.
Vi tror, at vor Herre Jesus Kristus ved sin lidelse og død er blevet en forsoning for den ganske verden, så at enhver, som vil, kan blive frelst.
Vi tror, at anger over for Gud, tro på Vor Herre Jesus Kristus og en ny fødsel ved Helligånden er nødvendig for frelse.
Vi tror, at vi retfærdiggøres uforskyldt af nåde ved troen på vor Herre Jesus Kristus, og at den, som tror, har vidnesbyrd herom i sig selv.
Vi tror, at det at forblive i frelst tilstand afhænger af fortsat tro på og lydighed mod Kristus.
Vi tror, at det er alle troendes rettighed at blive fuldkommen helligede, og at deres “ånd og sjæl og legeme må bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herre Jesu Kristi komme” (1. Tess.5,23).
Vi tror på sjælens udødelighed, legemets opstandelse, den almindelige dom ved verdens ende, de retfærdiges evige salighed og de uretfærdiges evige straf.

Læresætningerne kort forklaret

Den første læresætning fastslår, at Bibelen er den øverste autoritet for kristen tro og liv og således alene danner baggrund for, hvad kristendom er.

De følgende tre læresætninger – to til fire – tilslutter sig de traditionelle trinitariske og kristologiske lærepunkter. Det vil sige, at vi tror på treenigheden og på læren om Jesus Kristus.

Den femte læresætning udtrykker – sammen med læresætningerne syv til ni – en erkendelse af synden og dens konsekvenser. At synden adskiller mennesket fra Gud, men samtidig at vi er skabte til en gudsrelation, som kan genoprettes gennem Kristus.

Den sjette læresætning fremholder frelsens mulighed for en hver, der vil. En betoning af troen på den frie vilje, mens teorien om prædestination – altså at mennesker skulle være forudbestemt til enten frelse eller fortabelse – klart afvises.

Med henvisning til det første thessalonikerbrev peger den 10. læresætning på troens liv og kaldet til helliggørelse. Et liv i fortsat åndelig udvikling, hvor troen får følger, og hvor den kristne helliggøres og vokser i kristuslighed.

Den 11. læresætning peger på det kristne håb om et liv efter døden. Den peger samtidig på, at livets valg i åndelig forstand har evighedsbetydning, og at valg og fravalg af Gud rækker ind i evigheden. Samtidig kan vi som kristne hvile i, at Gud er både vor dommer og vor frelser.