Af Levi Giversen
Efter 15 år på Bøsbrovej har Frelsens Hær i Randers fået ny adresse. Søndag den 1. marts blev de nye lokaler på Tøjhushavevej indviet med musik, fællesskab og fokus på det, der betyder mest: mennesker.
Nye rammer – samme retning
Den markante rødstensbygning tæt på midtbyen var på åbningsdagen stadig omgivet af stilladser, men bag facaden summede huset allerede af liv. Her skal der fremover være plads til både gudstjenester, familieaktiviteter, fællesskab og socialt arbejde – præcis som Frelsens Hær har gjort det i Randers gennem generationer.
Frelsens Hærs landsleder, oberstløjtnant Sandra Stokes, understregede i sin indvielsestale, at kirken først og fremmest handler om mennesker: “Kirken er ikke et hus eller et sted, du går hen. Du er kirken.”
Med de nye lokaler fortsætter Frelsens Hær sit arbejde i byen – nu med bedre rammer og mere plads til aktiviteter.
“Kirken er ikke et hus eller et sted, du går hen. Du er kirken.”
– Oberstløjtnant Sandra Stokes, Frelsens Hærs landsleder
“Hold dørene åbne”
Blandt andet er familieklubben og Ramasjangkoret blevet en vigtig del af hverdagen i korpset, hvor børn og voksne mødes om sang, fællesskab og tro.
Korpsleder Lars Barslev fortalte, at bygningen tidligere har været samlingssted for både Randers Pigegarde og Dansk Broder Orden – og dermed allerede rummer en historie om fællesskab og engagement.
Ved indvielsen deltog også Frelsens Hærs chefsekretær, major Hanne Wahl, som opfordrede korpset til fortsat at ”holde dørene åbne”, så mennesker kan møde Guds omsorg og kærlighed i huset.
For hende var dagen samtidig personlig. Hun er selv født og opvokset i Randers, og hendes oldefar var blandt pionererne i byens første korps.
Indvielsen blev rundet af med sang, marchtoner og et fælles fokus på den opgave, som fortsætter i de nye rammer: At sætte mennesker før mursten.



Læs flere historier
Du finder denne artikel i fuld længde i Frelsens Hærs magasin, maj 2026: Vores Magasin





