Frelsens Hær: Hjemløsereformen fra 2023 satte Housing First i centrum med en ambition om, at færre skulle være hjemløse og dermed have behov for herbergspladser. Men VIVEs nye hjemløsetælling viser ikke et fald i hjemløsheden. Hvorfor så reducere kapaciteten nu?
Af Kim Nissen, forstander på Frelsens Hærs botilbud Hørhuset, Magnus Haraldsen, programchef for Frelsens Hær, og Lars Lydholm, informationschef for Frelsens Hær.
VIVEs nye kortlægning af hjemløshed i Danmark, der hvert andet år foretages i uge 6, giver anledning til eftertanke. Her blev 6.028 mennesker registreret som hjemløse i 2026. To år tidligere var tallet 5.989.
På landsplan er hjemløsheden altså stort set uændret. Men det nationale tal fortæller ikke hele historien.
I København er antallet af hjemløse således steget fra 1.387 mennesker i 2024 til 1.572 i 2026. For hovedstadsområdet som helhed er udviklingen mere afdæmpet, idet antallet samtidig er faldet i en række omegnskommuner. Alligevel befinder 46 procent af de mennesker, VIVE, det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, registrerer i hjemløshed, sig i hovedstadsområdet.
For Frelsens Hær er det vigtigste imidlertid ikke, om en kurve bevæger sig nogle procent op eller ned. Det vigtigste er, at omkring 6.000 mennesker fortsat befinder sig i hjemløshed i en given uge i Danmark.
Bag hvert tal findes et menneske. Et menneske med en historie, resurser, håb og ofte problemer, som ikke kan løses af én indsats alene.
Et herberg er ikke et hjem
Frelsens Hær deler ambitionen om, at færre mennesker skal bo på herberg. Et herberg skal være et midlertidigt sted, ikke et permanent hjem.
Derfor giver ambitionen bag Housing First grundlæggende god mening: mennesker skal hurtigere videre til egen bolig og have den støtte, der er nødvendig for at kunne blive boende.
Men for os er målet ikke alene nået ved, at et menneske får udleveret en nøgle. Det afgørende er, at udflytningen bliver bæredygtig og varig.
Det vil sige, at mennesket får mulighed for at mestre sit eget liv. At den nødvendige støtte følger med, at relationer og fællesskaber ikke forsvinder, når døren til herberget lukker, og at boligen faktisk er til at betale.
Det ligger dybt i Frelsens Hærs menneskesyn, at mennesker ikke alene er modtagere af hjælp, men aktører i deres eget liv og i de fællesskaber, de indgår i. På et herberg bør målet derfor heller ikke blot være udflytning, men at mennesker efter udflytning kan tage vare på sig selv i en grad, så hjemløshed ikke opstår igen – og at sociale relationer og fællesskaber er med til at forebygge isolation og tilbagefald.
Vi tror på det enkelte menneskes muligheder – også når livet er blevet svært.
Kapacitet skal følge virkeligheden
Netop derfor er den kommende politiske diskussion om kapacitetsstyring på herbergsområdet vigtig.
Kommunerne skal fremover i højere grad kunne styre, hvor mange herbergspladser der er behov for, med koordinering gennem kommunekontaktrådene (KKR).
Det er i sig selv fornuftigt. Et velfærdssamfund skal naturligvis vide, hvilken kapacitet der er behov for, og offentlige resurser skal anvendes ansvarligt. Men rækkefølgen er afgørende.
Kapaciteten bør reduceres, når det dokumenterede behov falder – ikke fordi vi politisk forventer, at det på et tidspunkt vil falde. Denne sondring er vigtig, hvilket også understreges af VIVEs nye tal.
For selv om den samlede hjemløshed stort set er uændret, er antallet af mennesker registreret på herberger og forsorgshjem steget fra 2.721 i 2024 til 2.910 i 2026. Herberger udgør nu 48 procent af de registrerede hjemløshedssituationer.
Det beviser ikke, at Danmark nødvendigvis har brug for flere herbergspladser. Men det giver heller ikke et oplagt grundlag for på forhånd at konkludere, at der er brug for færre.
Og her mener vi, at en vigtig diskussion mangler: En reduktion i kapacitet er ikke i sig selv en besparelse.
Hvis et antal herbergspladser forsvinder, mens det samme antal mennesker fortsat har behov for hjælp, har vi ikke løst opgaven billigere. Vi har blot flyttet problemet et andet sted hen – måske til gaden, til en sofa hos familie og venner, til sundhedsvæsenet eller til andre dele af det sociale system.
Den reelle besparelse opstår først, når behovet bliver mindre. Når færre mennesker bliver hjemløse. Når flere får en bolig, de kan betale. Når den nødvendige støtte er til stede – og ultimativt når mennesker ikke vender tilbage til hjemløshed igen.
Kapacitet bør derfor ikke alene måles på antallet af senge, men på, om opgaven faktisk bliver løst.
VIVE peger selv i rapporten Hjemløshed i Danmark 2026 på, at manglen på billige boliger fortsat er en væsentlig udfordring, særligt i København og hovedstadsområdet. Rapporten nævner samtidig, at ændringer på andre velfærdsområder – blandt andet kontanthjælpsreformen og bortfaldet af støtten til særligt høje boligudgifter – kan være blandt de faktorer, der trækker i en anden retning end Housing First-ambitionen.
Med denne kompleksitet understreger VIVE, at kortlægningen ikke kan fastslå de enkelte årsagers betydning, hvilket blot understreger behovet for at styre efter det, vi faktisk kan dokumentere.
Hvad skal vi konkurrere om?
Samtidig med diskussionen om kapacitet arbejdes der politisk med et kommende udbud af ikke-offentlige herbergspladser.
Også her har Frelsens Hær forståelse for ønsket om gennemsigtighed og styring. Når man løser en social opgave for offentlige midler, skal man kunne dokumentere sin økonomi, sin faglighed og kvaliteten af sin indsats.
Men et udbud af tilbud til mennesker i hjemløshed rejser et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad ønsker man egentlig, at tilbuddene skal konkurrere om?
Pris vil naturligvis spille en rolle. Men den billigste seng er ikke nødvendigvis den bedste sociale indsats.
Et herberg består ikke alene af mursten, værelser og en pris pr. døgn. Det består af mennesker, faglighed, relationer, kontinuitet, omsorg og evnen til at skabe en vej videre.
Og her har civilsamfundet efter vores opfattelse en særlig – men ikke privilegeret – rolle.
Frelsens Hær er både kirkesamfund og social organisation. Vi driver ikke socialt arbejde for at skabe et økonomisk afkast til ejere eller aktionærer. Vi gør det, fordi omsorgen for mennesker i udsatte positioner er en grundlæggende del af vores formål.
Det betyder ikke, at vi skal fritages for krav. Tværtimod. Men det betyder, at værdier også er en del af den ydelse, vi leverer.
Vi tror på det enkelte menneskes værdighed. Vi tror på fremtidsmuligheder, der ikke bestemmes eller begrænses af fortiden. Og vi tror på, at alle skal mødes med blik for hele mennesket – ikke som en sag, en diagnose eller en belægningsprocent.
Når samfundet vælger, hvem der skal møde nogle af vores mest udsatte medborgere på en af deres sværeste dage, bør spørgsmålet derfor ikke kun være: Hvad koster en seng?
Det bør også være: Hvem møder mennesket i den – og hvad hjælper vi mennesket videre til?
Styring er også ansvar
Frelsens Hær er ikke imod kapacitetsstyring. Vi håber tværtimod, at Housing First, bedre forebyggelse, tilstrækkelig bostøtte og adgang til betalbare boliger med tiden vil gøre behovet for herbergspladser mindre.
Den dag skal kapaciteten naturligvis følge med ned. Men rækkefølgen betyder noget. Vi bør ikke først reducere sikkerhedsnettet og derefter håbe, at behovet for det forsvinder. Vi bør dokumentere, at behovet falder – og så tilpasse kapaciteten.
For kapacitetsstyring handler i sidste ende ikke om at have færrest mulige pladser. Det handler om at have den nødvendige kapacitet, indtil opgaven er løst.
I Frelsens Hærs perspektiv er opgaven ikke løst, når et menneske forlader et herberg. Den er først løst, når mennesket har fået mulighed for at skabe et liv, hvor der ikke længere er brug for at komme tilbage.
