Væresteder
Efter en kold nat på gaden kan et varmt håndtryk, et smil og et godt måltid mad gøre underværker. Derfor står Frelsens Hærs væresteder hver dag åbne for såvel gadens folk som alle andre på kanten af samfundet.
For hjemløse og socialt udsatte er det ikke en selvfølge at føle sig velkommen. Netop derfor har det høj prioritet for Frelsens Hær rundt om i landet at kunne tilbyde forskellige former for bespisningstilbud, både i lokale korps og væresteder.
Foruden dagens ret serveres der alle steder menneskelig omsorg, ligesom der altid er nærvær og netværk på menuen.
Suppe, sæbe og frelse
Helt siden sin begyndelse har Frelsens Hær været kirke for gadens folk. Derfor er det også hele mennesket, der bydes indenfor på værestederne, Pakhuset på Christianshavn, Café Others i Nakskov og Møllepladscentret i Aalborg. Her er der fokus på såvel de ydre som indre behov – populært udtrykt i Frelsens Hærs mangeårige slagord, “Suppe, sæbe, frelse”.
Foruden gratis morgenmad og frokost er rådgivning, samtaler og mulighed for et varmt bad således en væsentlig del af indsatsen.
Som alle andre tilbud fra Frelsens Hær er alle naturligvis velkomne – uanset religiøs overbevisning, seksuel orientering, etnicitet og køn.
Step by step
Step by step er et shelter First-projekt for indvandrere og migranter i Danmark. Et gratis tilbud til folk, der er klar til at tage deres første skridt ud af fattigdom, og til at finde en vej væk fra livet på gaden. Læs mere her: