Da Folketinget den 7. februar i år førstebehandlede et tiltrængt eftersyn af servicelovens paragraf 109, sad forstander Randi Ringgaard Christoffersen og souschef Mette Vestergaard fra Frelsens Hærs krisecenter og botilbud i Hvidovre, Svendebjerggård, klar på tilhørerpladserne.
Med lovændringen, der med et stort politisk flertal trådte i kraft i april, ligestilles nemlig voldsramte kvinder og mænd, hvilket Randi Ringgaard Christoffersen som forstander på Svendebjerggård, længe har kæmpet for, ligesom hun også har bidraget til det lovforberedende arbejde i Ligestillingsministeriet.
På landsplan er Frelsens Hærs krisecenter i Hvidovre således ét ud af blot tre krisecentre, der tager imod både mænd, kvinder og børn under samme tag. For Svendebjerggårds vedkommende har dette været en selvfølge, næsten siden institutionen blev etableret for 36 år siden.
– Da jeg blev inviteret ind i Ligestillingsministeriet, oplevede jeg, at nogle argumenterede for en slags paragraf 109a og 109b for henholdsvis mænd og kvinder. Det modsatte jeg mig og pointerede, at der ikke bør laves forskellig lovgivning for mænd og kvinder, men at servicelovens paragraf 109 bør gælde alle, ligeværdige, hvilket jo også er sådan den danske lovgivning er udformet, fortæller forstanderen, der både glæder sig over lovændringen, og over at stå i spidsen for en institution, der på dette felt har været forud for sin tid.
En anden opdatering, hun glæder sig over, er, at de fysiske rammer på Svendebjerggård står foran en påkrævet renovering, som vil betyde en markant forbedring for stedets beboere. En ombygning, der med en donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond på 20 millioner kroner indledes efter sommerferien.
Høj faglighed i fremtidssikrede rammer
Mens Frelsens Hærs krisecenter og botilbud i Hvidovre længe har været forud for sin tid i ligestilling og ligeværd mellem kønnene, har det således knebet lidt at holde trit med tiden, når det gælder de faciliteter, der danner ramme for indsatsen.
Et paradoks, som er beskrevet i en række anerkendende vurderinger fra Det Sociale Tilsyn, der fremhæver institutionens høje faglighed og fokus på personlig og social udvikling, men samtidig har sat fingeren på det ømme punkt, at et flertal af stedets værelser ikke har eget bad og toilet.
Den røde murstensbygning, som ellers er velholdt, blev bygget for knapt 70 år siden til en anden tid med andre formål og krav til værelser, bad og toilet. I dag vægtes respekten for privat- og intimsfæren højere, hvorfor det at dele bad og toiletfaciliteter med andre familier længe har været en uholdbar udfordring.
Randi Ringgaard Christoffersen understreger, at gode fysiske rammer er ikke en luksus, men er kapacitetsopbyggende og således med til at udvikle et godt miljø med et lavt konfliktniveau.
– Gode fysiske rammer er kapacitetsopbyggende og ikke bare bekvemme for den enkelte borger. Det kapacitetsopbyggende ligger eksempelvis i, at den enkelte borger oplever at blive behandlet med værdighed, forklarer hun med tydelig lettelse over den forestående fremtidssikring af arbejdet i de nuværende rammer.
Afspejler samfundet og den almene befolkning
Den gode beliggenhed i et roligt villakvarter, med egen legeplads, boldbane, shelters og orangeri fordelt på et stort, åbent græstæppe, er med til at skabe en hjemlig og tryg atmosfære, ligesom det med Randi Ringgaard Christoffersens ord er vigtigt, at man som krisecenter og botilbud ‘ikke fremstår som et Fort Knox’.
Forstanderen forklarer, at Svendebjerggård både arbejder ud fra servicelovens paragraf 109 og 110, hvor ikke mindst den sidste, er med til at skabe en mangfoldig beboersammensætning. Det seneste år har voldsramte således kun udgjort et mindretal på stedet, ligesom antallet af mandlige beboere for tiden udgør omkring halvdelen af den konstant fuldbelagte institution.
– Det er med til at gøre vores sted til noget særligt, og det fungerer rigtig fint. Det er vigtigt, vi ikke bliver et anneks til samfundet, men fremstår som den almene befolkning. Her på Svendebjerggård afspejler vi hele samfundet, hvor mænd, kvinder og børn lever sammen, siger Randi Ringgaard Christoffersen, der i samme åndedrag understreger, at vold i hjemmet på ingen måde er kønsbestemt.
Et vendepunkt og mulighed for forandring
Netop det nuancerede fokus på det enkelte menneskes situation, udfordringer og potentiale er et centralt grundsyn, når kriseramte borgere banker på døren til Svendebjerggård. Ligesom man ikke bliver differentieret efter køn, betragtes man heller ikke blot som et ‘voldsoffer’ eller et tilfældigt ‘nummer i rækken’.
– Det er både vores forpligtelse og drivkraft, som vi er meget bevidste om. Det må ikke blive til ‘metersalg’, hvor vi bare skal have så mange mennesker igennem som muligt. Hvis man bare bliver mødt som et nummer i rækken, er det svært at skabe et håb om, at man kan foretage forandringer i sit liv.
– Derfor er vi som medarbejdere også meget bevidste om, at ordet ‘krise’ på græsk betyder ‘vendepunkt’ og ‘mulighed for forandring’. Det betyder, at vores fornemste opgave er at bidrage til, at alle som kommer her, må opleve et vendepunkt, siger hun og tilføjer, at den tilgang også rummer en meget stor grad af tiltro til beboerne.
Vigtig at tænke på slutresultatet
Der er stor forskel på, hvor længe de enkelte beboere er på Svendebjerggård. For nogle varer opholdet i 14 dage og for andre i et år, men i gennemsnit er det cirka fire måneder. Som krisecenter og botilbud oplever stedet især en stor efterspørgsel fra familier, der er blevet boligudsatte og har andre sociale vanskeligheder.
Med udsigt til den kommende renovering, hvor 20 værelser moderniseres, bliver opbrud og forandring imidlertid et fællesvilkår, idet flertallet af både beboere og medarbejdere i et års tid må genhuses i en lånt institution i Birkerød. Kun beboerne i syv værelser, der tidligere er renoveret, bliver boende under ombygningen.
– Vi flytter i løbet af juni måned, og selvom vi som medarbejdere synes, at det er ærgerligt på den måde at måtte skilles i et helt år, så er vi også glade for fremtidsperspektivet. Vi er taknemmelige for den generøse donation, der gør det muligt at opgradere værelserne med bad og toilet – og ligesom med vore beboere er det vigtig at tænke på slutresultatet, smiler hun.
