Krisecentre

Hver dag bliver mænd, kvinder og børn udsat for fysisk eller psykisk vold i hjemmet. Krisecentrene giver ofrene en mulighed for at komme videre i livet.

Frelsens Hær har tre familie- og krisecentre; to i Storkøbenhavn og et i Næstved. Krisecentret i Hvidovre er åbent for både mænd og kvinder, mens centret i Næstved og i København kun er for kvinder.

Krisecentrene er selvejende institutioner under Frelsens Hær, med driftoverenskomst med de respektive kommuner/regioner. De ansatte har alle en relevant faglig uddannelse som enten pædagog, psykolog eller socialrådgiver.

Han chikanerede mig og mine børn. Men jeg tænkte, det var mig, der forstod tingene forkert. Jeg vidste egentlig godt, at det var sådan.. de fik mig til at se, hvad jeg havde levet under. – Kvinde på Den Åbne Dør

Typer af vold

Begrebet vold i nære relationer dækker over fysisk, psykisk og latent vold i bl.a. familier, mellem partnere og mellem børn og forældre. Begrebet vold i nære relationer skal forstås bredt, og det omfatter såvel voldens direkte og indirekte ofre og konsekvenser som den voldsudøvende part.

Vold i nære relationer kan komme til udtryk som psykisk, fysisk, seksuel, materiel og økonomisk vold.

  • Psykisk vold kan indebære at blive ydmyget, nedgjort, manipuleret, kontrolleret, isoleret, truet, stalket/forfulgt.
  • Fysisk vold kan indebære at blive slået, banket, smidt med eller udsat for vold med våben eller andre genstande.
  • Seksuel vold kan indebære at blive tvunget til sex, som man ikke ønsker eller har lyst til.
  • Materiel vold kan indebære at få ødelagt eller frataget indbo og personlige ejendele.
  • Økonomisk vold kan indebære at blive nægtet adgang til penge, mad og andre fornødenheder.

Mænds vold mod kvinder skal forstås med et kønsperspektiv, hvilket indebærer at anerkende, at der eksisterer ulige magtforhold mellem kvinder og mænd.

Jeg har fået en anden opfattelse af mig selv. Jeg har levet på en løgn. De har bekræftet mig i min opfattelse. De har lyttet. Man kan ringe til dem døgnet rundt. Jeg havde meget angst i starten. De sørgede for, at jeg kom til lægen. – Kvinde på Den Åbne Dør

Voldelige forhold udvikles typisk over tid, ligesom volden ofte tiltager i grovhed og hyppighed.  Et voldeligt forhold kan stå på i længere tid, ofte i årevis, mens volden langsomt tiltager, bliver værre og værre og i værste fald livsfarlig. Børn, der vokser op i en familie med vold, påvirkes negativt. Volden har betydelige konsekvenser for deres trivsel og udvikling. At være vidne til vold adskiller sig imidlertid ikke fra selv at blive udsat for fysisk mishandling med hensyn til negative følgevirkninger hos børnene.

Vold kan tilskrives eller forklares ud fra forskellige forhold, herunder individuelle, familiære, sociale og samfundsmæssige. Der er dog ingen personlige egenskaber, situationer, eller hændelser, der retfærdiggør anvendelse af vold. Vold handler om magt og kontrol, hvor voldsudøveren anvender volden i en afmagtssituation til at genvinde følelsen af at have magt og kontrol over situationen. Et voldeligt forhold kan aldrig være ligeværdigt, og volden er altid voldsudøverens ansvar.

Den Åbne Dør

Krise- og familiecentret Den Åbne Dør er et botilbud for hjemløse kvinder og deres børn i krise og med særlige sociale problemer. Institutionen yder psykologisk, pædagogisk og socialt rådgivende støtte samt mere personlige åndelige samtaler.

Centret har 12 døgnpladser og 10 dagfamiliepladser. Der er plads til otte familier/kvinder og børn og fire kvinder uden børn. Det er alle akutpladser, som alene er et tilbud til kvinder med multiproblemer, dvs. i krise, voldsramte, uden bolig og med et sæt af sociale problemstillinger.

Den overvejende del af beboerne er kvinder med etnisk minoritetsbaggrund og forskellige nationaliteter, og institutionen inddrager i vid udstrækning København Kommunes Tolkeformidling i indsatsen.

Ledes af Tina Adler Ørnbøl

Svendebjerggård

Svendebjerggård er et krisecenter og midlertidigt botilbud for voksne, med eller uden børn, der står uden bolig på grund af en svær livssituation. Personalet kan støtte og rådgive beboerne, mens de er hos os.

Personalet fokuserer blandt andet på at støtte og rådgive hver enkelte beboer i at erkende og styrke egne ressourcer, med henblik på at skabe en velfungerende hverdag. Da vi er et midlertidigt botilbud, lægger vi vægt på, at beboerne trygt kan vende tilbage til hverdagen udenfor Svendebjerggård. Derfor har vi fokus på at støtte beboerne i at opretholde en hverdag med job, familie, praktiske gøremål og sociale netværk, både under og efter opholdet.

Der er 29 værelser. Der er plads til 25 voksne og deres børn.

Ledes af Randi Ringgaard Christoffersen

Næstved Krisecenter

Krisecenteret tilbyder midlertidigt ophold til kvinder og deres børn fra hele landet, hvis de har været udsat for vold i nære relationer i hht. SEL §109. Krisecenteret har plads til 8 kvinder og deres medfølgende børn.

Under opholdet ydes der støtte i forhold til den enkelte kvindes behov og egne ressourcer, hvor der kan iværksættes socialfaglig, pædagogisk, psykologisk, juridisk og økonomisk bistand. Under opholdet støttes kvinder og børn i at bevare en hverdag med arbejde, skole og netværk, som en vigtig del i at vende tilbage til et selvstændigt liv fri fra vold, efter endt ophold. 

Krisecenteret yder desuden ambulant rådgivning og efterværn, samt bidrager til synliggørelse af vold i nære relationer. 

Ledes af Christina Harder Nielsen