Feriehjælp gav Michelle og Smilla en unik sommer

Frelsens Hærs familielejre er er et efterspurgt alternativ, når feriebudgettet er stramt. Michelle og hendes datter, Smilla, havde ikke selv råd til at tage på ferie, og var derfor taknemmelige for dagene på Gendarmsstiens Lejrskole.

Mens solen undtagelsesvist gemmer sig bag hvide blomkålsskyer, er børn og voksne trukket indenfor. Herinde er trampolinspring og boldspil for en stund byttet ud med pensler, lærred, tuscher og malebøger. Det er eftermiddag på Frelsens Hærs familielejr på Gendarmstiens Lejrskole i Broager med plads til fri leg.

Michelle sidder i spisesalen, hvor hun sammen med sin datter Smilla er i gang med at farvelægge symmetriske mandalas-mønstre. De deltager for første gang på sommerlejr med Frelsens Hær, og den 36-årige mor nyder den sjældne mulighed for at kunne give sit barn en ferieoplevelse og samtidig selv få lov at koble lidt af.

– Jeg er lige i mit ‘zen-mode’, men hvis vi kan snakke, mens jeg maler, må du meget gerne stille lidt spørgsmål, lyder det imødekommende, da bladets udsendte spørger, om hun er frisk på et interview om lejrlivet og baggrunden for den familievenlige ferieform, som er blevet et efterspurgt alternativ, når feriebudgettet er lidt i den lave ende.

Intuitivt indgår de to således i en større tendens, der blev sat tal på, parallelt med at Frelsens Hær i juli slog dørene op til den første af i alt fire familielejre på det sønderjyske lejrsted. Her udkom nemlig den seneste opgørelse fra Danmarks Statistiks levevilkårsundersøgelse, der viser, at et stigende antal familier i Danmark ikke har råd til at holde ferie.

Ifølge tallene har hver sjette husstand således ikke råd til at holde en uges årlig ferie væk hjemmefra. Og hvis man som Michelle er enlig, gælder det for mellem hver fjerde og femte husstand – altså også for mennesker i job eller uddannelse, der kæmper med en stram økonomi.

Havde intet alternativ

For Michelle er der ikke tale om ny viden. Som eneforsørger med barn og kun én indtægt til at dække både faste udgifter, mad, tøj, sko og fritidsaktiviteter kender hun alt til udfordringen med at få pengene til at række – derfor var hun ekstra taknemmelig for at modtage tilbuddet om en ferielejr med Frelsens Hær.

Gennem spisesalens store glaspartier lokker lejrskolens grønne græsområde med havkig og tiltagene solstrejf, hvilket virker som en uimodståelig magnet på Smilla og salens øvrige børn, der på et øjeblik er ude af syne.

Man smider hurtigt facaderne

Som alenemor er dette fænomen blot ét blandt mange plusser, som Michelle fremhæver ved at være på lejr – at der både er fællesoplevelser og aktiviteter på programmet og god plads til spontane udfoldelser på egen hånd for både børn og voksne.

Michelle, der er sygeplejerske, er også imponeret over det omsorgsgen, hun bemærker hos lejrens medarbejdere.

At hun trods et stramt husholdningsbudget også selv hører til de mere ressourcestærke, reducerer på ingen måde hendes udbytte af lejrlivet. Tværtimod oplever hun, at deltagerne på én gang er en både meget sammensat men også sammenrystet flok, hvor man på få dage er kommet tæt ind på livet af hinanden.

– Jeg er selv naturligt nysgerrig på mennesker og synes, det er sjovt at møde nogle, jeg måske ikke ville være rendt ind i, hvis jeg ikke var her. Når man er sammen på den måde, smider man hurtigt facaderne. Det skete nærmest allerede den første dag. Jeg kan virkelig godt lide sådan et lejrkoncept, erklærer hun med eftertryk og kigger med et fast blik op fra malepapiret.

Taknemmelig for uventet hjælp

Michelle fortæller, at hun kom i kontakt med Frelsens Hær, da hun forrige år for første gang søgte julehjælp. Uden at tænke nærmere over det, satte hun samtidig kryds ved et felt om, at hun ønskede yderligere kontakt. Et lidt utilsigtet kryds, hun og datteren siden har været meget glade for.

Michelle glæder sig også over at blive mødt med forståelse for, at man som enlig forsørger, kan være ret økonomisk presset.

– Det er ikke altid, omgivelserne er klar over problematikken og helt forstår, hvorfor man i vores situation ikke kan så mange vilde ting, eller ikke lige har råd til at tage på en uges ferie til Italien, siger hun, mens feriedestination ‘sydpå i det danske’ tilskrives yderligere et par superlativer.

– Det er faktisk tæt på, at jeg er lidt overstimuleret af alt det, vi har oplevet her. Men jeg kan godt lide det her fællesskabskoncept med dage, der er skemalagte og man ikke har en hel masse tid overladt til sig selv. På den måde er det jo ikke en daseferie, men det ville jo også være lidt kedeligt at tage på lejr og bare ligge på sit værelse.

En god balance i programmet

På spørgsmålet om, hvad hun oplever som det bedste ved lejrprogrammet, der dagligt strækker sig fra klokken syv om morgenen til elleve om aftenen, svarer hun ‘den gode balance’ og peger på fællesaktiviteter som bolchekogning, orienteringsløb og ture til lejrens egen strand ud til Flensborg Fjord som stjernestunder.

– Men herudover er der jo også mere opdelte ting som for eksempel voksencafé og aktiviteter for børnene. Jeg synes det hele har en god balance mellem inde og ude, aktivt og roligt. En god blanding af noget aktivt, og noget, man kan fordybe sig i, siger hun og fortsætter:

Ikke vant til at sidde stille

Fra den åbne dør til terrassen og græstæppet udenfor sprudler det af liv og muntre lyde, mens blikket fra de voksne i spisesalen nu og da følger børnenes leg på den anden side af ruden. En kontrast fra en hverdag, der for flertallets vedkommende foregår i et mere skyndsomt tempo og tidsplan.

– Som enlig er man jo slet ikke vant til at sidde stille. Der er altid noget, der skal gøres. Men her får man mulighed for at komme helt ned i gear sammen med andre i samme situation, bemærker Michelle.

Med en blanding af ‘zen’ og vestjysk ro er hun fortsat er i gang med sit meditative malerprojekt, der kun kortvarigt afbrydes for at sende et bredt smil til fotografen.

Læs også