Når beboerne på Baggersminde skal samles, er der oftest rigeligt af søde sager på bordet. Gerne danske favoritter som borgmesterstang og franskbrød, men der er varm kakao i kanderne. For rugbrød og kaffe er stadig ikke i høj kurs blandt de ukrainske naboer i Dragør.
”Min kone og jeg har været her i to år og ni måneder. Vi er glade for at være her, og jeg lærer dansk to dage om ugen,” siger Anatoli, på dansk.
Han er den i dagens forsamling, der bedst taler og forstår det danske sprog. Men det er ikke nemt at lære et nyt sprog. Især når man er 67 år og er vokset op bag jerntæppet, hvor eneste fremmedsprog var russisk og bogstaverne kyrilliske. Anatoli har dog kastet sig hovedkulds ud i både æ, ø og å, ligesom han gladeligt tager cykelturen til sprogskolen i Kastrup.
Anatoli og hustruen Natalia levede et godt liv i Odessa, før den russiske invassion af Ukraine den 24. februar 2022. Anatoli var kørelærer, mens Natalia passede huset og den stadig voksende familie af børn og børnebørn.
”Vi boede i et stort hus, ud til Sortehavet,” forklarer Anatoli og viser billeder på mobilen. Billederne viser et stateligt hjem med store vinduespartier ud til vandet.
Som en af Ukraines vigtigste havnebyer, var Odessa tidligt i krigen et mål for de russiske missiler. Derfor valgte Anatoli og Natalia, samt nogle af deres børn og børnebørn at flygte ud af landet.
”Jeg kan stadig høre lyden af missilerne,” forklarer Natalia via et oversættelsesprogram på mobiltelefonen, mens hun vifter med hænderne om hovedet og dukket hovedet. Så bliver hun stille og tårerne begynder at trille ned ad hendes kinder.
”Det er svært at se billeder af vores hjem og tænkte tilbage på det hele,” siger Anatoli.
Ægteparret ved ikke om deres hus stadig står der, eller om de en dag vil komme til Odessa igen.
Kun murbrokkerne er tilbage
Ved siden af Natalia sidder Anatolis kusine, Tatiana (64). Hun bor også på Baggersminde i dag. Hun boede med sin familie i Mariupol, da de russiske angreb begyndte.
”Vi måtte hele tiden gå i beskyttelsesrum, og når vi kom op derfra, var endnu en bygning ramt. En dag var det vores bygning, det gik ud over,” forklarer hun via oversættelsesprogrammet.
Tatiana viser billeder af den del af millionbyen, hvor hun boede. Der er kun murbrokkerne tilbage fra de fleretagershuse, hun kaldte sit hjem.
Igen triller tårerne. Også hos medlemmerne af Baggersmindes nyeste beboere, en familie fra en mellemstor by i det vestlige Ukraine. De er ankommet til værelse 3, dagen før.
”Da russerne invaderede os, havde jeg lige bygget vores nye hus,” fortæller Valeri via oversættelsesprogrammet. Han viser billeder fra Google maps af villaen, der ligger lidt uden for byen, i smukke landlige omgivelser. ”I lang tid håbede vi på, at krigen ville få en hurtig afslutning,” siger han og trækker opgivende på skuldrene.
Familien består af mor, Ludmilla (41), faren Valeri (47), sønnerne Valentin (17) og Vlad (9) samt Valeris yngre bror, Sergei på 45. Sergei har downs syndrom og bor hos familien.
Frygt for militærtjeneste
Det nybyggede hus var en af årsagerne til, at familien blev i Ukraine på trods af krigen. Selvom konsekvensen af de mange ture i beskyttelsesrum, tydeligt ses afspejlet i blikket hos sønnerne, gik livet sin gang i det krigshærgede land. Familien boede langt fra aktive kampzoner, og længe blev de ved med at håbe på en snarlig fred. Men nu er den ældste søn, Valentin, fyldt 17 år.
”Jeg ønsker ikke at kæmpe i en krig,” siger Valentin på et sparsomt engelsk.
Med hjælp fra oversættelsesprogrammet forklarer han, at mange af hans venner også har forladt Ukraine, for at slippe for den krigstjeneste, man som konsekvens af den russiske invasion, kan blive indkaldt til som 25-årig (tidligere var alderen 27 år). En aldersgrænse, som familien frygter, vil sættes yderligere ned, jo længere tid krigen fortsætter. I dag er det muligt for mænd helt ned til 18 år at melde sig frivilligt til krigstjeneste, og alle ukrainske mænd mellem 18 og 25 år skal gennemgå en basal militærtræning.
Selvom familien er stolte af de ukrainske soldaters modstand og kampvilje, kræver det ikke meget empati at sætte sig ind i, hvorfor familien valgte at forlade Ukraine.
”Vi mistede håbet om, at freden ville komme til vores land. Vi ønsker en god fremtid for vores sønner, og det tror vi på, de kan få her i Danmark,” forklarer mor, Ludmilla via oversættelsesprogrammet.
Valget om at pakke det allermest nødvendige i en kuffert, og efterlade alt andet, bag en låst dør i hjemmet i Ukraine, har ikke været uden konsekvenser. Familiens ældste datter på 21 år er stadig i Ukraine. Hendes mand er i militæret. Savnet og bekymringerne har været den tungeste bagage at bære med til Danmark.
Donationer fra skolebørn
Netop som hjerterne er tungest, med tanker der kredser om alle og alt det efterladte i Ukraine, svinger Baggersmindes sociale vicevært, Benny Jørgensen, ind på gårdspladsen med bilen fuld af sorte sække. Det er resultatet af en indsamling på Dragør Skole, som eleverne i 5. B står bag.
”Vi blev ringet op af nogle elever, om beboerne herude kunne bruge noget af deres brugte tøj. Da de jo alle er kommet hertil uden ret meget, var jeg sikker på, at beboerne ville blive glade for sådan en donation, så jeg takkede ja. Men jeg er noget overrasket over omfanget! Jeg regnede med at skulle hente en fire-fem sække, men her er mere end 15,” siger Benny, mens Valentin giver en hånd med at få sækkene ind i fælleshuset.
Sækkenes indhold bliver straks gennemgået af de tilstedeværende beboere. Særligt den nyankomne familie finder meget, de kan bruge.
”Vi er meget taknemmelige for den modtagelse, vi har fået her i Danmark. Hvis vi kunne sige noget til danskerne, er det: tak! Af hjertet tak,” siger Valeri via oversættelsesprogrammet, mens Ludmilla og Valentin finder varmt overtøj og gode vinterstøvler frem fra poserne.
Vinteren i Danmark er kold og mørk, men familiens fremtid er lys igen.
