Nye familievenlige rammer indviet i Toftlund

Med borgmesterbesøg, båndklip og brede tandpastasmil fik en tidligere skoletandklinik på Høllevang Allé i Toftlund i onsdags nyt liv. Fremover vil de lyse og funktionelle lokaler danne ramme om Frelsens Hær og Tønder Kommunes fælles indsats for sårbare familier i byen.

Efter mere end et år med midlertidig adresse i byens fælles aktivitetshus kan indsatsen nu for alvor udfolde sig i egne lokaler, hvilket længe har været et stort ønske.

Forhistorien er, at Frelsens Hær og Tønder Kommune siden 2020 har indgået i et positivt parløb omkring samskabelsesprojektet, Familieværkstedet, med primær base i Tønder.

Grundet den lange geografiske afstand mellem kommunens største og næststørste by blev satellitprojektet i Toftlund i begyndelsen af sidste år lanceret, hvilket har betydet, at flere end 20 børn og voksne siden har kunnet få støtte og hjælp i deres lokalmiljø.

Åbningstale ved Tønders borgmester, Jørgen Popp Petersen.

Ikke kun kvadratmeter, men gode rammer, mennesker kan vokse i

Selvom tilbuddet fremover får bedre vilkår og mere plads at brede sig på, blev det understreget af Tønders borgmester, Jørgen Popp Petersen, at dagens fejring ikke blot handlede om de fysiske rammer, men om fællesskab og frugten af den fælles indsats.

”Det, vi fejrer i dag, er ikke kun de mange flere kvadratmeter, men fællesskabet, samarbejdet og viljen til at skabe nogle gode rammer for børn, unge og familier i vores kommunen,” sagde han og beskrev konceptet som et godt eksempel på parløbet mellem civilsamfundet og det offentlige.

”Samarbejdet mellem Frelsens Hær og Tønder Kommune er et godt eksempel på, hvordan vi kan bidrage med hver vores – og sammen skabe resultater, vi ellers ikke ville have opnået.”

”Her i Toftlund kan vi se, hvad det betyder i praksis, og Familieværkstedet er et levende eksempel på den strategi, omsat i virkelighed. Derfor handler det i dag om at fejre de nye rammer, men også om at glæde os til alt det, vi håber, tror og drømmer om, skal vokse herfra.”

”Jeg glæder mig til at følge det videre arbejde og se, hvordan Familieværkstedet fortsat kan inspirere os alle sammen til at tænke nyt og arbejde sammen til gavn for fællesskabet,” lød det blandt andet fra borgmesteren.

Civilsamfundet og kommunen kan supplere hinanden

Blandt talerne var også socialudvalgsformand i Tønder Kommune, Barbara Krarup Hansen, der ligeledes udtrykte positiv forventning til det arbejde, der allerede har fået en bred kontaktflade i den sønderjyske by.

”Vi ved, at der allerede er rigtig mange familier her i Toftlund, som kommer i Familieværkstedet – som indtil i dag lå et andet sted. Jeg har selv fulgt projektet fra starten, og det er fantastisk at se, hvordan det er vokset til glæde for de mange familier, der benytter tilbuddet,” sagde hun og betonede samtidig det positive samspil mellem offentlige og private aktører, herunder også Toftlund Distriktsskole Høllevang, der er nærmeste nabo til Familieværkstedet – og blandt andet stiller gymnastiksalen til rådighed for projektet.

”Det er en glæde at se, hvordan civilsamfundet og kommunen kan supplere hinanden, så det går op i en højere enhed til gavn for familier. Derfor vil jeg på socialudvalgets vegne ønsker jer alt det bedste fremover,” erklærede hun.

Familieværkstedets job- og familiekonsulent, Neel Rudebeck serverede hjemmelavet suppe til store og små.

En iboende kapacitet til forandring

Inden Familieværkstedet officielt blev indviet ved det traditionelle båndklip, fik også Frelsens Hærs souschef, major Hanne Wahl ordet.

I lighed med de øvrige på talerlisten udtrykte hun sin glæde over det positive partnerskab med kommunen samt det store engagement fra både brugere, frivillige og medarbejdere, der har bidraget til den hidtidige positive udvikling.

Netop det personlige aspekt blev særligt fremhævet som både et mål og en forudsætning i Frelsens Hærs tilgang til indsatsen.

”I Frelsens Hær tror vi rigtig meget på, at der i ethvert menneske er en iboende kapacitet til forandring, og samarbejdet mellem Frelsens Hær og Tønder Kommune kan på den måde være et redskab til forandring,” sagde hun og fremhævede blandt andet muligheden for at tage skridtet fra at være bruger til også at stille op som frivillig i projektet.

”Uanset er det helt grundlæggende, at vi sammen, i mødet med hinanden og side om side, kan være medvandrere, der er med til at skabe håb. Det er min bøn, at huset her, må blive et håbets hus,” sagde hun og fulgte op med en poetisk proklamation fra Lisbeth Smedegaard Andersen populære håbssalme, Du spør’ mig om håbet: ”Bedst som du tænker der ingenting er, så findes det, håbet, så findes det der.”

I partnerskabets ånd klippede Frelsens Hærs souschef og Tønders Kommunes borgmester derefter det røde silkebånd, inden de fremmødte blev vist rundt og beværtet med hjemmelavet oksekødssuppe i de nye, indbydende lokaler.

Fakta om Familieværkstedet i Tønder Kommune:

  • Familieværkstedet er et partnerskab mellem Frelsens Hær og Tønder Kommune som et tilbud til sårbare familier med fokus på familieliv, uddannelse og job.
  • Det sker gennem bl.a. med familieværksted, ungecafé, læringscafé, mandenetværk, tøjbyttebiks, fødevarehjælp, socialrådgivning etc. Herudover tilbydes bl.a. udflugter, lejre og familiegudstjenester.
  • Teamet består af: Maibritt Thude (daglig leder), Neel Rudebeck (job- og familiekonsulent), sergent Tina Kampfenborg (korpsansvarlig), Katja Quilty (mentorkoordinator samt tovholder i Toftlund) og Eamonn Quilty (praktisk medarbejder).
  • Familieværkstedet støttes af Den A.P. Møllerske Støttefond. Udvidelsen i Toftlund er finansieret af Tønder Kommune.
Læs også