Mange synes, at pinsen og Helligåndens livgivende pust kan være svær at forstå. Men pinsen er faktisk den mest nærværende og livsforvandlende af kirkens højtider, fordi Guds nærvær her bliver helt personligt og tilgængeligt for troende overalt.
Hvis man forestiller sig en top-10 liste over populære prædikener, vil man næppe finde mange, som indeholder opfordringer til at vente.
Trangen til at haste resultatorienteret fra tanke til handling kalder snarere på ord om visioner og virketrang end på at vente og håbe – på en handlingens Gud.
På samme vis har det utvivlsomt vakt forundring hos de første disciple, da Jesu tale forud for det, der skulle blive den tredje af kirkens store højtider, netop indeholdt et budskab om at vente.
Pinsen – kirkens fødselsdag – som skulle indlede en helt ny æra i Guds frelseshistorie, hvor de sidste tider skulle bryde igennem i et evighedslangt nu, og evangeliet forkyndes lige til jordens ende – forudsatte en ventetid.
Ordene faldt ved en sammenkomst efter påske i Apostlenes Gerninger kapitel 1, 4, hvor Jesus fuldendte sin forkyndelse med at pålægge disciplene “at vente på det, Faderen havde lovet”.
Ventetiden strakte sig til 10 dage efter Kristi himmelfartsdag, hvor disciplene var samlet i Jerusalem. Her forløstes Helligåndens lune vindpust over dem og gjorde dem så beåndede og brændende i troen, at budskabet blev forstået på flere sprog, end de selv kendte.
Resultatet af pinseunderet blev, at de før så forsagte disciple frygtløst og med fartstriber på sjælen blev i stand til at udbrede evangeliet i et tempo og med en rækkevidde, der gjorde indtryk i hele den da kendte verden.
Blod og ild – påske og pinse
Men forhistorien til denne ilddåb og radikale forvandling til ildsjæle var altså, at flokken af Jesu efterfølgere en tid måtte stå standby i tillid til Guds løfte og timing.
Som en forberedelses- og modningstid, og som den naturlige optakt, der altid indvarsler en fødsel – således, at også kirken blev født efter en fastsat ventetid.
Men mest af alt var såvel pinsens optakt som opfyldelse en understregning af Guds suveræne almagt – som den, der alene gør mennesket i stand til “at virke og at ville”, for nu at citere Paulus.
Det er alene Gud, der gør sit nærvær tilgængeligt og de troende i stand til at virke med glød og gejst. Pinsen er Guds aktion og menneskers reaktion – uanset egne forudsætninger.
Denne betoning af Helligånden som initiativtager og inspirator understreger det under, der sker, når Guds Ånd tager bolig i os. Groft forenklet havde vi uden pinsen ikke meget glæde af jul og påske.
Først i pinsen blev påskens forsoning mellem Gud og mennesker manifesteret i en personlig relation – som en mulighed for enhver troende.
Af samme grund er Frelsens Hærs budskab altid blevet udtrykt i den enkle proklamation: “Blod og ild” – Jesu blod og Helligåndens ild – påske og pinse. Som en understregning af, at dette ikke blot er mærkedage i kirkeåret, men realiteter, enhver kan opleve personligt.
Selvom mange synes, at pinsen og Helligåndens livgivende pust kan være svær at forholde sig til, er den faktisk den mest nærværende og livsforvandlende af kirkens højtider. For her berøres de troende helt personligt, og Guds nærvær bliver tilgængeligt overalt.
Gave og en opgave
Det mest konkrete tegn på Helligåndens nærvær er, at de troende har fået mund, mæle og mod til at forkynde evangeliet og dele deres tro med andre.
En sproglig inspiration, som ikke alene handler om at kunne gøre sig forståelig. Men om en gudgiven fortællekraft, der gør budskabet vedkommende og virksomt, hvor det formidles og modtages med et åbent sind.
Ifølge Jesus er dette hensigten med løftet om Helligånden – “I skal få kraft… og I skal være mine vidner.” En gave og en opgave. En betroelse og en befaling.
Et mandat, som med udgangspunktet in mente måske kan forklare, hvorfor ventetid så ofte forveksles med spildtid – og opfordringer til at vente på Gud er sjældne på nutids-prædikanters top-10.
Sandheden er imidlertid, at Bibelens mange opfordringen til at “være stille for Herren, og vente på ham” ikke ophæves i pinsen, og at en Helligåndsoplevelse ikke er tænkt som en engangsforeteelse.
Altid mere i vente
Der er altid mere i vente hos Gud. Når hans Ånd får lov at blæse gennem vores løn- og hjertekamre, tændes glæden og frimodigheden på ny. Troen handler ikke om præstation, men om relation. Når troen får hænder og fødder, er det Åndens frugt og flow, der gør hele forskellen – eller som Grundtvig så poetisk skriver: ”Åndens løsen er bedrifter.”
Netop de ’bedrifter’ kan vi snart igen fejre i pinsen: At Gud opfyldte sit løfte om Helligånden og pustede liv og kraft ind i sin kirke – og fortsat gør pinsen til en højtid, der kan opleves og erfares helt personligt.
Hvis det er din bøn, kan ordene i sangstrofen her måske gøre din ventetid lidt kortere:
Her, mens alt er stille,
bier jeg på dig,
Herre, om du ville
tale nu til mig.
Herre, jeg er stille
vendt i bøn mod dig,
kraftens dybe kilde
selv du åbne mig.
(E. May Grimes – Frelsens Hærs sangbog nr. 137).
Løftet om Helligånden
Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige.
Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – “om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.”
Mens de nu var sammen, spurgte de ham: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”
Han svarede: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.”
(Apostlenes Gerninger kapitel 1, 3-8).
Læs mere om den første pinse i Apostlenes Gerninger kapitel 2 ved at klikke her: Læs mere
